Vedtægter
for
Den Danske Club i Berlin/Brandenburg
 
 
§ 1: Navn, hjemsted 
1.      Foreningen skal registreres i foreningsregistret og bærer navnet ”Den Danske Club i Berlin/Brandenburg"” 
2.      Foreningens hjemsted er Berlin.
 
 
§ 2: Formål, almennyttighed 
1.      Foreningen har til formål at pleje og virke til fremme for den mellemfolkelige forståelse, herunder særligt det tysk-danske forhold.
 
Foreningen forfølger udelukkende og umiddelbart almennyttige formål, således som omhandlet i den tyske afgiftslovs kapitel om ”Steuerbegünstigte Zwecke” (skattebegunstigede formål). Det i vedtægterne fastlagte formål opfyldes især ved, at tyskere og danskere i form af foredrag og kulturelle arrangementer bringes til en nærmere forståelse af det andet land, ligesom der skabes et forum for udveksling.
 
Foreningen virker uegennyttigt. Den forfølger ikke primært egennyttige formål.
 
2.      Foreningens midler må kun bruges til de i vedtægterne fastsatte formål. Medlemmerne modtager ingen ydelser af foreningens midler. Ingen person må begunstiges gennem udbetalinger til formål, som ikke stemmer overens med foreningens, eller gennem uforholdsmæssige høje godtgørelser. 
3.      Opløses eller ophæves foreningen eller bortfalder foreningens hidtidige formål, så tilfalder foreningsformuen Christianskirken / Den Danske Kirke i Berlin, Dänische Gemeinde in Berlin e.V., som skal anvende denne umiddelbart og udelukkende til almennyttige formål.
 
 
§ 3: Medlemsforhold
 
1.      Som medlem kan optages enhver juridisk og fysisk person, som har tysk-danske interesser. 
2.      Indmeldelser sker ved skriftlig henvendelse, som behandles af bestyrelsen. 
3.      Medlemskabet ophører ved opløsning (ved juridiske personer), død, eksklusion, sletning af medlemslisten eller udmeldelse. 
4.      Udmeldelse finder sted ved skriftlig erklæring til bestyrelsen. Udmeldelse kan kun finde sted til udgangen af et kalenderår under iagttagelse af et varsel på to måneder. 
5.      Et medlem kan af bestyrelsen slettes af medlemslisten, dersom han er mere end seks måneder i restance med betalingen af kontingentet. Bestyrelsen må tidligst træffe beslutning om slettelse p.g.a. kontingentrestance to måneder efter påkrav om betaling er fremsendt. Beslutningen skal meddeles medlemmet. 
6.      Et medlem kan ekskluderes af foreningen, dersom hans opførsel skader foreningens interesser groft. Beslutning om eksklusion træffes af bestyrelsen. Før beslutningen træffes, skal bestyrelsen give medlemmet lejlighed til at fremkomme med en stillingtagen. Det pågældende medlem kan overfor bestyrelsen fremsætte indsigelse mod beslutningen inden én måned. Generalforsamlingen træffer endelig afgørelse om eksklusion ved simpel stemmeflerhed.
 
 
§ 4: Kontingent 
1.      Der bliver opkrævet årskontingent hos medlemmerne. Der er fastsat forskellige medlemskontingenter for juridiske og fysiske personer. Kontingenternes størrelse og forfaldstidspunkt fastsættes af generalforsamlingen.
 
 
§ 5: Foreningens organer 
1.      Foreningen har to organer: generalforsamlingen og bestyrelsen.
 
 
§ 6: Generalforsamlingen 
1.      Ordinær generalforsamling afholdes én gang om året, så vidt muligt i første kvartal. Bestyrelsen indkalder generalforsamlingen skriftligt med et varsel på fire uger og med angivelse af dagsordenen. 
2.      Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, når foreningens interesser kræver det, eller når ¼ af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af grund 
3.      På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme. Juridiske personer kan lade sig repræsentere ved deres medarbejdere. 
4.      Hvert medlem kan senest en uge før generalforsamlingen skriftligt anmode bestyrelsen om at udvide dagsordenen. Dirigenten skal ved generalforsamlingens begyndelse bekendtgøre udvidelsen. 
5.      Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. 
6.      Afstemning finder principielt sted ved håndsoprækning, dog skal afstemningen finde sted skriftligt, såfremt 1/3 af de fremmøde medlemmer forlanger det. 
7.      Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed blandt de afgivne stemmer; blanke stemmer gælder som ugyldige. Ved vedtægtsændringer kræves et flertal på 2/3 af de afgivne gyldige stemmer. For at opløse foreningen er et flertal på 2/3 blandt samtlige medlemmer nødvendig. Skulle et sådan flertal ikke opnås på generalforsamlingen, skal en ny generalforsamling indkaldes. Den nye generalforsamling kan så træffe beslutning om opløsning med simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte medlemmer.
8.      Følgende opgaver påhviler generalforsamlingen: 
a)     valgt af dirigent
b)     beslutningstagning vedrørende anliggender, som er af betydning for foreningen
c)      modtagelse af årsberetning og regnskabsaflæggelse
d)     modtagelse af revisorens beretning
e)     décharge af bestyrelse
f)        beslutningstagning vedrørende kontingenterne
g)     ændring af vedtægterne og foreningens opløsning
h)      valg af bestyrelse, suppleanter og revisor 
9.      Der skal udfærdiges et referat over beslutningerne med angivelse af tid og sted for generalforsamlingens afholdelse samt af afstemningsresultatet. Referatet skal underskrives af den pågældende referent.
 
 
§ 7: Bestyrelse 
1.      Bestyrelsen består af formanden, næstformanden, sekretæren, kassereren og en bisidder. Generalforsamlingen vælger desuden to suppleanter. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for ét år ad gangen: når en periode er udløbet, fortsætter bestyrelsen dog sit virke, indtil nyvalg har fundet sted.
2.      Formanden, næstformanden, sekretæren, kassereren og bisidderen udgør bestyrelsen i henhold til BGB § 26. Foreningen tegnes af formanden og et yderligere bestyrelsesmedlem i forening.
3.      Udtræder et bestyrelsesmedlem af bestyrelsen i utide, indtræder førstesuppleanten automatisk – og ved et yderligere bestyrelsesmedlems udtræden andensuppleanten – i det udtrådte bestyrelsesmedlems sted.
4.      Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
5.      Bestyrelsen kan af medlemskredsen nedsætte udvalg.
 
Berlin, den 13. marts 2003