Månedens medlem: Joseph Plesner
Aksel Hauch Schiøtz, Thyge Thygesen, den legendariske professor Ragnar Hultén i Stockholm, Ib Hansen, Gurli Plesner, Anders Johan Rangström.... Der er næsten tale om namedropping fra en anden tid og verden. Fra den københavnske operascene i 60’erne.
Jeg er på besøg hos Joseph Plesner i hans hyggelige lejlighed i Charlottenburg for at lave sommerens portræt til den danske klub.
Han er 74 år, bas-baryton operasanger og har boet i Berlin siden 1974. Han er pensionist, men underviser stadig på musikschule Fanny Hensel i Berlin Mitte. Han er separeret og har sønnen Nikolai på 12 år og voksne børn samt børnebørn i Danmark.
Joseph byder på kaffe og muffins og efter en indledende snak om parforhold, skilsmisser og delebørn kommer vi ind på Berlin før og nu, operascenen i København i 60’erne og lidt på tilværelsen i Berlin. Tiden flyver, og da jeg er nødt til at tage hjem til den ventende barnepige, tilbyder han at køre mig hjem!
Jospeh er kort sagt en opmærksom, høflig, reflekterende og har mange gode historier fra en tid, der virker fjern, men egentlig ikke er det.
Tekst: Helle Døssing, Foto: Christian Jørgensen
Vejen til Berlin: Opera, intriger og kvinder
Hvad bragte dig i sin tid til Berlin?
Efter konservatoriet i København 1958-1963 og operaskolen på det kongelige teater var jeg solist i 2 sæsoner på det kongelige teater. Men der var på det tidspunkt ikke plads til mange andre i dansk opera end Ib Hansen, som i enhver henseende da også var fremragende.
Da lønnen var dårlig, ca. 1000 kr. månedligt, søgte og fik vi engagementer uden for operaen: radio, Århus-operaen og evt. kirkesang. Jeg pendlede i nogle år mellem København og Stockholm, hvor jeg fik undervisning af Ragnar Hultén. Han var fantastik, og samarbejdet med ham var rigtig godt.
Efter 2 år på det kongelige teater fik jeg engagement på operaen i Göteborg, og det var hårdt arbejde. Endelig gæstespillede jeg nogle gange på operaen i Stockholm.
Jeg var i 1958 blevet gift med operasanger Gurli Plesner, og vi havde fået 2 børn.
I starten af 70’erne stod det klart, at det professionelle liv i København havde svært ved at blomstre og efter en skimisse fra Gurli tog jeg i starten af 70’erne til Bremerhaven hvor jeg fik arbejde på operaen. Her mødte jeg min kone nr. 2. Hun var oprindeligt fra DDR, men var hoppet af ved et gæstespil i Zurick i 1972. Derefter tog vi sammen Darmstadt hvor vi arbejdede en sæson. Men det var et ganske forfærdeligt arbejdsmiljø, fyldt med intriger m.m. Endelig kom vi i 1974 til det daværende Vestberlin og fik efter et stykke tid begge ansættelse ved Kunstlerförderung (Berliner Senat). Det var ”kunstnerisk socialarbejde”. Vort ensemble bestod af en gruppe på 4-5 sangere og en pianist og evt. guitarist. Vi havde optrin (små koncerter) på plejehjem, dagcentre for pensionister, sygehuse og fængsler. Det var primært det ”lette repertoire”, schlager, chanson musicale og operette, et repertoire jeg ellers ikke ville have stiftet nærmere bekendtskab med, og som i øvrigt ikke er så let som man umiddelbart skulle tro. Underholdning er noget af det sværeste arbejde der findes. Dejligt arbejde! Efter murens fald havde vi også arrangementer i Østberlin, hvilket var en stor succes! Kunstlerförderung blev desværre nedlagt i 1995.
Berlin før og nu
Hvordan har du oplevet Berlin og forandringerne, før under og efter murens fald?
Før murens fald var der en særlig stemning i Vestberlin, et stort sammenhold og en venlighed. Det at Vestberlin var en sådan en mærkelig enklave inde i et Østland der blev holdt i live fra vesten gav byen en særlig stemning. Det var en lille enklave som havde det hele inden for kunst og kultur og natur.
Vi boede i Wedding lige ved den berømte Bernauerstr. Jeg tog jævligt ind i Østberlin og medbragte pakker fra min daværende kone til hendes venner og bekendte. Som afhopper kunne hun ikke selv krydse grænsen.
Den første tid efter murens fald var euforisk. Jeg og min kone cyklede igennem Brandenbuger Tor 1. juledag i styrtende regnvejr. Den tur vil jeg aldrig glemme, det var en fantastisk oplevelse!
Efterfølgende gik det meget hurtigt med administrativt at genforene Tyskland, men mentalt er der stadig lang vej igen, og for mange har der udviklet sig en nostalgi efter det gamle.
I dag er Berlin en by som mange andre i Tyskland: Hamburg, Munchen, Dresden. Stemningen og tonen er blevet hårdere og mere reserveret.
Danmark - Tyskland
Du har været her i 36 år, været tysk gift og arbejdet her i mange år. Er der nogen typiske forskelle mellem Danmark og Tyskland og danskere og tyskere og hvad er dit forhold til Danmark nu?
Jeg ser ingen påfaldende forskelle mellem dansk og tysk mentalitet i dag. Mit forhold til Danmark er ovenud positivt, jeg elsker Danmark for at sige det rent ug og leger mere og mere med tanken om at vende tilbage til moderlandet. Det er kun et spørgsmål om hvordan det rent praktisk lader sig arrangere. Jeg har jo rødder her i Berlin.
Jeg er fortsat i Danmark flere gange om året, læser aviser og bøger og holder mit danske vedlige. Men derudover har jeg ikke haft nogen særlig kontakt med danskere i Berlin........Jeg er interesseret i at være sammen med mennesker, som jeg har noget til fælles med, uanset hvor de kommer fra.
Pensionisttilværelsen og fremtiden
Hvordan er dit liv lige nu og hvordan ser fremtiden ud?
Min tilværelse er økonomisk stabil nu. Mine pensioner fra Tyskland og Danmark rækker lige til det daglige liv. ”Zu viel zum sterben und zu wenig zum leben”, siger man her. Min tid som lærer ved Musikschule Berlin Mitte er begrænset, så jeg vil i fremtiden gå over til at undervise privat. Jeg holder jo af det arbejde. Jeg er forholdsvis sund og rask og holder mig sangligt i form. Jeg holder især af Rangstöm, Musovski, Strauss og Schubert, og jeg vil fortsat gerne koncertere, hvis nogen skulle finde på at engagere mig.